Tilbud

På Aalborg Specialhøjskole tilbyder vi:

  •                   Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU)
  •                   Aktivitets – og samværstilbud
  •                   Individuelt tilrettelagt forløb - LAB§ 32
  •                   Individuelt tilrettelagt forløb - Ressource forløb
  •                   Mentorstøtte.

 

Aalborg Specialhøjskole tilbyder et individuelt helhedsorienteret forløb, som lægger vægt på en relationsorienteret tilgang til kursisten. Kursisten har én koordinerende vejleder, som varetager samarbejdet med eksempelvis undervisere, rådgiver, bostøtte, praktikplads m.v. Vi tilbyder en 1:1 støtte i fh. til transport, til skolens aktiviteter og til andre identificerede udfordringer. Senere i forløbet er der pædagogisk fokus på udtrapning af 1:1 støtten, således at selvhjælpsoplevelsen og de personlige/sociale kompetencer styrkes.

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)
STU er en treårig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Ungdomsuddannelsen indeholder undervisning på skolen, praktisk træning og aktiviteter, herunder praktikophold med henblik på afklaring af faglige interesser og kompetencer.

Den almene del indeholder fag som dansk, matematik, engelsk og samfundsfag. Der arbejdes mod at opnå et kompetencegivende niveau. Ved opstart testes kursistens niveau. Uddannelsen tilrettelægges under hensyntagen til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser.

Den praktiske del kan f.eks. indeholde undervisning i husholdning, økonomi, at klare sig selv samt træning i beskæftigelsesmæssige færdigheder. Praktikdelen foregår i virksomheder og på institutioner, og skal give den unge erfaring med arbejdsforhold og samarbejde på en arbejdsplads.

Aalborg Specialhøjskole tilbyder et individuelt tilrettelagt STU forløb, som lægger vægt på en relationsorienteret tilgang til kursisten. Kursisten har én koordinerende vejleder, som varetager samarbejdet med eksempelvis undervisere, rådgiver, bostøtte, praktikplads.

Der samarbejdes med Lille Skole for Voksne omkring FVU –og ordblindeundervisning (OBU).

Aktivitets –og samværstilbud
Aktivitets- og samværstilbud er et tilbud til mennesker med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, som har fået tilkendt en førtidspension. Tilbuddet giver mulighed for at man kan komme hjemmefra og deltage i sociale aktiviteter under trygge forhold.

Tilbuddet tilrettelægges sådan at det imødekommer bestemte behov for forskellige målgrupper, med fokus på opretholdelse af livskvalitet. Kursisterne indgår i skolens aktiviteter med mulighed for ekstra støtte i forhold til de individuelle udfordringer.

Aalborg Specialhøjskole tilbyder et individuelt helhedsorienteret forløb, som ligger vægt på en relationsorienteret tilgang til kursisten. Kursisten har én koordinerende vejleder kontaktperson, som varetager samarbejdet med eksempelvis undervisere, rådgiver, bostøtte, praktikplads m.v.

Der er være tale om tilbud med visitation.


Individuelt tilrettelagt forløb - LAB §32 og Ressourceforløb

Tilbuddet henvender sig til mennesker, som har behov for en individuel tilrettelagt indsats, som pga. af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer, har behov for hjælp og støtte.

Målet er at styrke den enkelte kursists evne til at tage vare på sig selv, og håndtere sin sårbarhed og problemstillinger, sideløbende med en faglig udvikling og kompetenceafklaring. Eksempler på støtteforanstaltninger er læring i daglige færdigheder, omsorg, overskue økonomi, ledsagelse til lægebesøg m.v., indkøb, specialundervisning, hjælpemidler, træning i specifikke sociale og praktiske færdigheder m.v.

Aalborg Specialhøjskole lægger vægt på en relationsorienteret tilgang til kursisten, og én vejleder varetager den koordinerende indsats i forhold til samarbejdspartnere, såsom undervisere, rådgiver, bostøtte, ekstern praktik m.v.


Mentorstøtte
Mentorstøtte kan have forskellig karakter, afhængig af den enkelte kursists behov. Mentoren kan have til opgave at støtte i forhold til faglig, personlig og social kompetenceudvikling. Mentoren kan ligeledes støtte i forhold til at mestre forskellige udfordringer i hverdagen eller i forhold til et uddannelses –eller erhvervsmæssigt perspektiv.

Mentorstøtte tilbydes til kursister der er visiteret i fh. behov for ekstraordinær indsats. Vi tilbyder mentorstøtte, ud fra en betragtning om, at holde alle iagttagelser, observationer, handlinger og vurderinger så tæt på den støttende foranstaltning som muligt, således den indsamlede viden er samlet på få personer tæt på klienten.

Nedenfor er beskrevet forskellige udformninger / praktisk tilrettelæggelse af mentorstøtte. 

  •                   En mentor har til opgave at kompetenceudvikle, støtte, eller fastholde en borger i et erhvervsrettet eller uddannelsesmæssigt perspektiv.
  •                   Mentorens opgave kan også være hjælp til selvhjælp i mestring af forskellige udfordringer i hverdagen. Ofte udfordringer uden for skolen, f.eks. i eget hjem.
  •                   Mentorstøtten skal være af afgørende betydning for, at personen kan gennemføre aktiviteten, tilbuddet, ansættelsen eller uddannelsen.     



Kørsel (hentning i eget hjem)
Aalborg Specialhøjskole har en henteordning for de kursister som, pga. deres udfordringer, ikke er i stand til selvtransport. Ønsker man at benytte morgenhentning, så accepterer kursisten, at træning i selvtransport vil have en høj prioritet.